Tøjkrisen 7.-9. klasse
I dette skolebesøg kigger vi nærmere på forskellige tekstilers brug af ressourcer samt hvilke processer tøjet gennemlever før det kommer på hylderne i din lokale butik.
Egnede fag: Naturfaglige fag, Geografi, samfundsfag, håndværk og design
Kompetenceområder: Bæredygtighed, refleksion, perspektivering, samarbejde.
Varighed: 90 min.
Formål
Verden er i tøjkrise. Der bliver produceret mere og mere nyt tøj, samtidigt med at levetiden bliver kortere og kortere. 80% af det tøj vi kasserer, har 80% af tøjets levetid tilbage.
I dette skolebesøg kigger vi nærmere på følgende temaer:
- Tøj- og tekstilproduktionens brug af ressourcer og dens miljøpåvirkning
- Vores ansvar som forbrugere
- Arbejdsforhold
- og Frederiksbergs Kommunes håndtering af tekstilaffald
Desuden vil eleverne gennemgå mange dilemmaer, der er indenfor tøj- og tekstilindustrien, og de bliver klogere på deres eget forbrug gennem en interaktiv video.
Hvis du er lærer i håndværk og design, kan dette besøg bruges som et springbræt til at arbejde med genanvendelse af tekstiler eller reparation af tøj fx.
Læringsmål
- Eleven kan forbinde naturfaglig viden til sin egen hverdag og nære omverden.
- Eleven har viden om dannelse, fordeling og udvinding af råstoffer
- Eleven har viden om ord og begreber i naturfag.
- Eleven har viden om hvilke sociale påvirkninger tøjindustrien kan have.
Aktivitetsbeskrivelse
Eleverne får præsenteret et informativt slideshow, som oplyser dem om emnet, med løbende aktiviteter undervejs:
- Eleverne får igennem en historiefortælling rammen for besøget efterfulgt af en øvelse, hvor de skal reflektere over deres eget forhold til tøj.
- Derefter får eleverne råmaterialer, samt tilhørende tekstiltyper imellem hænderne, og skal forsøge at parre dem. Eleverne skal derudover kigge på sit eget tøj, og undersøge hvad deres eget tøj består af.
- Dernæst skal eleverne spille et interaktivt dilemmaspil, der belyser tekstilindustriens hårde arbejdsvilkår og de etiske dilemmaer man står overfor som forbruger. Spillet er en videofortælling, hvor man som seer tager valg på vegne af hovedkarakteren Mathias, og har dermed indflydelse på filmens forløb. Efter spillet skal eleverne i deres gruppe diskutere de dilemmaer de oplever.
Forventninger til læreren
Elevgruppen skal på forhånd være inddelt i grupper af 4-5. En elev i hver gruppe skal have adgang til computer, tablets eller lignende, da de skal tilgå en hjemmeside hvor det interaktive spil findes.